Thomas - tro og tvivl

Så skete det endelig! Jeg fik et øjeblik til at skrive lidt her på bloggen! Da jeg alligvel sad - her lørdag aften - og muntrede mig med en prædiken til søndag morgen, tænkte jeg, at den kunne deles med jer.

Bibeltekst: Den vantro Thomas (Johannesevangeliet kapitel 20 vers 19-31. Side 984)
Den opstandne Jesus og disciplene

v19 Om aftenen den samme dag, den første dag i ugen, mens disciplene holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem og sagde til dem: »Fred være med jer!« v20 Da han havde sagt det, viste han dem sine hænder og sin side. Disciplene blev glade, da de så Herren. v21 Jesus sagde igen til dem: »Fred være med jer! Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer.« v22 Da han havde sagt det, blæste han ånde i dem og sagde: »Modtag Helligånden! v23 Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt.«

Den vantro Thomas

v24 Thomas, også kaldet Didymos, en af de tolv, havde ikke været sammen med dem, da Jesus kom. v25 De andre disciple sagde til ham: »Vi har set Herren.« Men Thomas sagde til dem: »Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min finger i naglemærkerne og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke.«
v26 Otte dage efter var hans disciple atter samlet, og Thomas var sammen med dem. Da kom Jesus, mens dørene var lukkede, og stod midt iblandt dem og sagde: »Fred være med jer!« v27 Derpå sagde han til Thomas: »Ræk din finger frem, her er mine hænder, og ræk din hånd frem og stik den i min side, og vær ikke vantro, men troende.« v28 Thomas svarede: »Min Herre og min Gud!« v29 Jesus sagde til ham: »Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror.«

Evangelieskriftets formål
v30 Jesus gjorde også mange andre tegn, som hans disciple så; dem er der ikke skrevet om i denne bog. v31 Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn.


Prædiken:
Prædiken Søndag d. 23. april 2006
Odense Metodistkirke
Tekster: Apg 4, 32-35 & Joh 20, 19-31

Tema: Thomas – tro og tvivl

Apostlen Thomas har altid været et problem for mig. For hvordan skal man lige have det med ham? Skal man synes, at han er en dårlig apostel, fordi han ikke formår at tro på, at Jesus er opstået. Eller skal man synes han er helt fin, fordi han tør stå ved sin tvivl.

Jeg må indrømme, at det har været lidt svært for mig.

Jeg tror, vi på mange måder har delte opfattelser af ham – Thomas.

Og jeg er sikker på, at mange præster har prædiket, at Thomas var et fjols og en dårlig discipel.

Helt ærligt! Det forstår jeg ikke. Jeg er et simpelt menneske og jeg kan godt sætte mig ind, ja måske ligefrem identificere mig med Thomas. At Jesus opstod fra de døde! Det må jeg altså lige have igen – og måske mange, før den siver ind hos mig og bliver til tro.
Sådan har jeg haft det mange gange og hver eneste påske, når vi hører om opstandelsen så glæder jeg mig og fryder mig oprigtigt over det, men den sidder også ovre i baghovedet. Jae… men hvad nu hvis?

Inden vi får for travlt med at dømme Thomas eller pege fingre af mig, så lad os gå ind i historien…

Thomas er ikke sammen med de øvrige disciple, da Jesus pludselig står midt i blandt dem og siger de berømte ord: ”Fred være med Jer!”[1] og viser dem sine hænder og fødder.

Disciplene holdt sig inden døre fordi de var bange.
De var selvfølgelig bange for at lide samme skæbne som Jesus. Men helt ærligt så tror jeg også, de var bange, både for fremtiden og bange for det der var sket.

At Jesus var død er selvfølgelig en enorm sorg, men det rummer også en vis fred, fordi døden trods alt er et punktum, hvor de normalt med sikkerhed ville kunne vide, at nu skete der ikke mere.
Med opstandelsens budskab, som Maria Magdalene var kommet hjem med, så var deres tryghed slut. Nu vidste de overhovedet ikke, hvad der ventede.

Måske havde de tænkt det var sørgeligt og trist med Jesus og vi må se at komme videre, men nu er det videre på en anden måde end de ellers havde tænkt sig. Og det er sikkert utrygt. Hvis han kan opstå fra de døde, så er der ikke længere noget, man kan regne med er som det plejer – og det er gerne lig med utryghed for mennesker – det har det også været for disciplene.

De andre har været sammen med Jesus. Thomas ved godt, at de ikke er skøre. Så godt kender han dem. Men han var der ikke og han kan ikke tro det, de siger. Det er for langt ude. Er man død, så er man død!

Lad os prøve at sætte os i hans sted. Han kommer tilbage og de andre taler begejstret om, at de har set Jesus. Han som burde være død – for det havde Thomas i hvert fald set med sine egne øjne. Han havde set det og hørt det, da de slog naglerne gennem Jesu fødder og hænder. Han havde været der og med sine egne øjne oplevet hvordan Jesus med sit råb: ”Min Gud min Gud, hvorfor har du forladt mig!”[2] åndede ud og døde.
Desuden havde han også gennem sine tårer set, at soldaterne stak Jesus i siden med et spyd og, at der kom blod og vand ud.[3] Han vidste det 100 % sikkert, at Jesus var død. Punktum! Og så kunne de andre sige, hvad de ville.

På det tidspunkt, hvor Jesus står foran Thomas, er der gået en hel uge. Tænk et helvede med tvivl og selvransagelser han har gennemlevet på den tid. Han har haft det forfærdeligt. Han kunne ikke tro det. Han kunne egentlig heller ikke betvivle det de andre disciple, som han respekterede højt, sagde. Det har været en lang uge!

Og så står han der foran Jesus, som igen siger: ”Fred være med jer!” Straks ved de andre, at det er ham. Men Thomas står ved sin tvivl. Han kan ikke tro det. Og Jesus ved, at han har det sådan, så han går straks hen foran ham. Thomas, det er mig, her er mine hænder. Se og rør ved mine sår. Her er min side, se og rør!

Jesus gør det ikke for at håne Thomas og slet ikke for at give de andre disciple en chance for at sige: Se, hvad sagde vi!
Han gjorde det af omsorg for Thomas, der ikke kunne tro. ”Ræk din finger frem, her er mine hænder, og ræk din hånd frem og stik den i min side, og vær ikke vantro, men troende!”[4] Dybest set betød det ikke noget for Jesus selv om Thomas troede eller ej, men Jesus kendte ham godt nok til at vide, at der ville være en verden til forskel for Thomas selv. Det var for hans skyld at Jesus lod ham se sårene og lod ham mærke. Han ville give ham troens gave.

Hvem har ikke lige som Thomas været i tvivl. Jeg skal være den første til at melde mig!

Jeg tror, at tro og tvivl er hinandens trofaste følgesvende. Når jeg møder mennesker, som blankt afviser tvivl, så må jeg indrømme, at jeg bliver noget skeptisk. For mig, er der snublende nært til fanatismen, hvis aldrig der er tvivl.

Med til det hører også det, at vi sidder i en kirke, hvor traditionen fra begyndelsen har været at tro med hjertet og tænke med sin forstand. Man må gerne tænke og nogen gange er der altså uoverensstemmelse mellem hjerne og hjerte.

Jeg tror, det er præcis det, som Thomas oplevede. Han ville gerne tro, at det var sandt, at Jesus var opstået, men det kunne ikke hænge sammen med hans hoved.

Men sådan er der jo mange områder at livet, hvor der kan være disharmoni mellem hjerne og hjerte. Mange af de største beslutninger i livet tager vi faktisk med hjertet og ikke med hjernen.

Når vi taler kærlighed, så er det oftest hjertet der har det sidste ord og det selvom der måske var tvivl i hjernen.

Og sådan er det også med troen. Det er og bliver en hjertesag!

Jeg glæder mig over, at der er plads til en Thomas i troens verden.

For mit eget vedkommende må jeg sige: Jeg tror, hjælp min vantro![5]

Amen.



[1] Joh 20, 19
[2] Matt 27, 46 & Mark 15, 34
[3] Joh 19, 34
[4] Joh 19, 27
[5] Jf.: Mark 9, 24